Efterskole-morder er et overlevelses-spil som kan spilles på efterskoler eller andre store områder hvor man kan gå rundt om natten uden at forstyrre andre folk. Spillerne skal finde et antal objekter i total mørke kun udstyret med lommelygter. I mørket gemmer der sig også en morder. Ham skal man for alt i verden undgå. Spillet spilles typisk hvor deltagerne er fysisk til stede. Men under Corona-krisen er der også udviklet en version på afstand gennem videokonference platformen “Zoom”.

Under Corona-krisen har jeg i samarbejde med en kollega udviklet en "Corona-edition", så du er velkommen til at prøve af.

Læs om spillet

Spillets historie

Spillet blev udviklet i 2016 sammen med en lille gruppe elever på Viby Efterskole. Der var kun 12 elever i weekenden, og alle var hooked på at der skulle ske noget uhyggeligt. Efter 5-6 forsøg, udviklede det til et ret godt spil. Siden da er spillet blevet spillet utallige gange af de efterfølgende årgange på Viby Efterskole. På årgang 18-19 anslås det at det blev spillet over 100 gange på et år. Et spil tager ca 45 min.



Reglerne

Overblik

Der er 2 hold. Det ene hold består af eleverne som alle arbejder sammen. For os har det fungeret bedst med max 25 elever (Men vi har også spillet det med omkring 60). Det andet hold består af én enkelt person - morderen, som er iklædt sort tøj og en maske (så det bliver lidt mere uhyggeligt).

Morderens opgave

Morderens opgave er officielt at fange eleverne og “dræbe dem”. Når man er blevet “dræbt”, skal man gå ind i et aflukket rum - hvor man må sidde og vente på at spillet er slut (det kan fx være et klasseværelse som ikke bliver brugt i legen).

Uofficielt er morderens opgave at være et uhyggeligt element på områder, som det store hold prøver at undgå, og liste sig forbi.

Spillernes opgave

Det store hold skal nu finde 5 A4-sedler som er hængt op på skolen. Sedlerne er markeret med særlige ord, fx “Jordbærsovs” eller “skraldespand”. 5 ord man kan kende fra hinanden. Placeringen af sedlerne skal være spredt ud på skolens område, og bør hænge i øjenhøjde og forholdsvis nemme at se når man går ind i et rum (det er sværere at finde dem i mørke end man tror). Eleverne behøves ikke at gå samlet alle sammen - tvært imod. Det er langt sjovere hvis de spreder sig i små grupper.

Det er vigtigt at når man finder en seddel, må man ikke tage den med sig - man skal i stedet for HUSKE på ordet. På den måde er der mulighed for at andre kan finde sedlen, hvis den første som fandt den, bliver fanget af morderen.

Når en elev kender til alle 5 ord, har det store hold vundet - og man må på en eller anden måde signalere til resten af skolens område, at spillet er slut, og at alle samles til et nyt spil. Måske har jeres efterskole en ringeklokke eller samtaleanlæg? Ellers må man sende elever i alle retninger med en råbe-besked om at spillet er slut.

"Det er ikke bare en fangeleg"

Der er 2 særlige elementer som gør at efterskole-morder er sjovt.

Det ene element handler om selve konkurrencen i det - at man kan finde sedlerne uden at blive fanget.

Det andet element, som i mange tilfælde er langt vigtigere, handler om at skabe en uhyggelig og spændende stemning for spillerne. Derfor er det vigtigt, at du som “morder” ikke bare løbet rundt. Det er ikke en fangeleg! Gør brug af overraskelsesmomentet, og forskræk dem. Løb efter dine ofre, men forsvind hurtigt ind bag en væg, så de ikke kan forstå hvor du lige pludselig blev af. Fang dem kun hvis de er trængt op i en krog - for det skal heller ikke være alt for indlysende, at du som morder ikke fanger dem.

Du kan oftest lave langt sjovere spil ved slet ikke at fange nogen, men i stedet for, være LIGE VED at fange dem. Det giver den bedste oplevelse for spillerne.

Aflåste områder

Når vi har spillet det, har det været vigtigt at nogle områder har været aflåste - musiklokaler, køkkenet, kontorer og sidst men ikke mindst - elevernes værelser. Vi vil ikke ødelægge noget.

Forberedelse og sikkerhed

For at gøre spillet klar, er her en række idéer. Og når en stor flok teenagere løber rundt på en mørk efterskole med en morder i hælene, er det ikke sikkerhed som de typisk først tænker på. Derfor er det smart at forberede lokationen lidt.

  • Slå sikringer fra til automatisk lys der tænder af sig selv
  • Dæk sensorer med sølvpapir
  • Opsæt lygter eller arbejdslamper (evt med farvet filter hen over for at gøre stemningen mere uhyggelig) ved farlige steder. Fx Trapper, steder med mange stoler, eller steder med spidse kanter fra andet, fx højborde.
  • Gør eleverne klar over at de ikke må smække døre, trække stole og andet ind bag sig for at forsinke morderen. Morderen (som jo i virkeligheden bare er et sødt menneske, har også følelser)

Layout er udviklet i samarbejde med Aske